Iosifs oplevelse

Iosif, arbejdsleder i Arlanda lufthavn

Jeg bemærkede ikke selv symptomerne. Det var i stedet min kone, der reagerede på, at jeg altid så ud til at have en vandflaske i hånden under vores ferie i Grækenland. Jeg følte mig mere tørstig end normalt og løb hele tiden på toilettet.

Hos lægen viste prøverne, at mit HbA1c-niveau var for højt. Jeg fik at vide, at årsagen var fedme, og jeg vidste jo allerede, at jeg havde taget på. Mit tøj passede ikke længere, og jeg var ikke den samme stærke person som før. Engang trænede jeg fodbold og havde en plads på det græske ungdomslandshold. Derfor skammede jeg mig, da jeg nogle år efter det første lægebesøg fik diagnosen type 2-diabetes. Jeg var jo kun i midt 30-erne. Det føltes pinligt, at jeg havde ladet min krop forfalde.

I dag har jeg ingen problemer med at fortælle, at jeg har diabetes. Af og til undrer folk sig over, hvad det er, der sidder på min arm, og nogle gange må jeg måske takke nej, når jeg bliver inviteret på mad eller kaffe, og så kan jeg vise sensoren. Jeg kan godt lide, at den er så lille og behagelig at have på. For eksempel fungerer det rigtig godt at bade og tage brusebad med den.

Min læge har sagt, at jeg er et levende bevis på, hvor stor en betydning sensoren kan have for personer, der lever med diabetes. Uden den havde jeg for eksempel ikke været i stand til at tabe mig så meget, som jeg faktisk gjorde. For mig har den virkelig været en fordel.